Dette nummer bringer mig direkte til det episke slag mod den onde mand :´)
Den måde mit første møde med Ayahuasca startede, var at da vi alle havde fået vores glas, og drukket det sammen, lå jeg med blindfold på øjnene, og ventede på at noget skulle ske.
Efter en times tid, kunne jeg høre at andre deltagere begyndte at gå ind i Ayahuasca tilstanden. Efter 1½ time, spurgte Shamanen om nogen havde brug for mere Ayahuasca. Min rejse var på ingen måde begyndt, så jeg bad om et glas mere - som jeg drak med det samme. Jeg lå lidt, igen. Jeg hørte en af de andre deltagere, en kvinde som lå 5-6 meter væk, græde så utrøsteligt, ensomt og trist. Lyden hypnotiserede mig. Det var smukt. Efter nogen tid hulkede hun.. og tav. Jeg savnede hendes gråd, og lå lidt i mørket. Jeg kunne høre at Shamanen stod over mig og messede hypnotiserende. Jeg kunne se hans Peruvianske ord som runer blive malet på baggrunden af den bølgende musik. En anden deltager, Cecilie, som lå ved siden af mig, begyndte også at græde, gennemtrængende. Det var en smuk lyd for mig.
Jeg sugede lyden til mig. Den fyldte hele mig.

Jeg fløj henover et smukt landskab. Under mig voksede majestætiske bygningsværker frem. De foldede sig ud, nærmest som blomster der springer ud. Bygningerne var smukke og hvide med sorte detaljer. De kunne skifte form og udseende på fantastiske måder. På en eller anden måde kunne jeg genkende bygningerne. Jeg kan huske der var en særlig detalje der gik igen ved bygningerne, som jeg især genkendte. Jeg ved ikke hvorfra, eller hvordan..

Det var ikke som en drøm. Jeg så det helt tydeligt. Jeg var der.

Der sad en lille dreng på sit værelse og legede. Inde ved siden af, kunne han høre sin mor græde gennemtrængende, hjerteskærende. Gråden blev afbrudt af lyden af slag og råb, en gang imellem. Han ville ønske at mor kom ind og trøstede ham. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham. Han undgik. Koncentrerede sig indgående om sin leg.
Jeg så ham udleve gigantiske, episke slag med sine hære af superhelte, legomænd og legetøjssoldater. Detaljerne var utrolige. Som en storslået film med fantastiske effekter. Modstanderen var manden som gjorde mor ondt.
Jeg spurgte ham – Har du en far? Nu kiggede han kort på mig og sagde tøvende, trak ordet lidt ud – Neej. Hans blik flakkede.
Det har jeg heller ikke, fortalte jeg ham.
Jeg kunne godt se, at drengen var mig selv. Jeg havde fundet ham inde i mit eget hoved.
Du må gerne lege, sagde jeg til ham. Det er okay, at du leger og ikke kan hjælpe din mor. Der er ikke noget vi kan gøre.
Du er okay. Jeg lover at det går over. Det bliver bedre en gang. Se, jeg er dig som voksen. Du får to børn, som du elsker højere end alt andet. Mor har det også rigtig godt nu.
Jeg krammede ham.

Jeg har levet i en ond cirkel af virkelighedsflugt og bebrejdelse af mig selv, for min virkelighedsflugt. På grund af det traume fra min barndom.
Nu er jeg fri.

Jeg så en gråkrage, hvor hovedet og næbet var udskiftet med insektdele.
Jeg så maskiner/mekanismer, hvor insektdele var integrerede sammen med kobberdele.
Jeg så et askebæger af porcelæn og mekanisk kobber, et utroligt smukt kunstværk i sin helhed.

Jeg har ikke grædt så intenst siden jeg var barn. Jeg blev vist billeder af Ditte og Gustav. Jeg kan ikke huske om jeg troede at jeg var død, eller om jeg troede at de var døde. Men jeg kan stadig blive dybt rørt ved at føre mig selv tilbage til den sindstilstand jeg var i, på det tidspunkt.

Jeg har aldrig grinet så længe, og så hjerteligt (og vist nok højt, fik jeg at vide – ”du havde da vist en fest i går?”) – det var den befrielse, forløsning, euforiske glæde, lykke – det gav mig at finde og hjælpe den lille fortabte Morten på sit værelse. Bange og ulykkelig. Fordybet i sin leg. På flugt fra virkeligheden.

Jeg blev ”coachet” af Ayahuasca i at holde tre møder på vej hjem fra rejsen:

Jeg skulle tale med min mor om oplevelsen. Og tilgive hende alt. For nu forstod jeg hvor meget hun bebrejder sig selv for alt det der skete i min barndom. (Tænk engang - jeg har ikke på noget tidspunkt i mit liv overvejet, at min mor bebrejdede sig selv for de ting. Det var jo bare noget der skete, som vi ikke kunne gøre noget ved.)

Jeg skulle tale med Ditte og hendes mor Lise. Fortælle Ditte hvor højt jeg elsker hende, og hvor stolt jeg er af hende. Jeg skulle fortælle Lise at jeg tilgiver hende for alt.

Jeg skulle tale med Gustav og hans mor Rebekka. Fortælle Gustav hvor højt jeg elsker ham, og hvor stolt jeg er af ham. Jeg skulle fortælle Rebekka at jeg tilgiver hende for alt.

Alle tre møder gik rigtigt godt. Jeg kan mærke på mig selv at det giver mig fri. Nu vil jeg se fremad.

..

Inden jeg drak mit første glas Ayahuasca, spurgte jeg; hvad er det bedste jeg kan gøre for mine børn?
Svaret gik op for mig nogle dage senere, efter at jeg nærmest havde glemt spørgsmålet: Jeg har vist mine børn, at jeg tilgiver og holder af deres mødre. Uden nogen form for indre forklaring, slap jeg mit had og mistro til dem begge.