Fredag 23.sept.
Jeg trak kortet ”Break the chain”. Ignorerede det. Det gav ikke nogen mening for mig, lige umiddelbart.

Jeg havde øvet mig på min intention:
At prøve at få sluttet fred med ex-konen, for at få styr på den sidste virkeligt negative ting i mit liv. Ellers har jeg det godt. Intet der generer mig, derud over. Så æh – Intention:
Slut fred med X’en. (Hvis jeg kunne blive mere glad, ville det også være dejligt.) Nej, fokus: FRED MED X’EN!

Efter mine to kopper af den ubehageligt smagende te, gik der lidt tid.. Jeg nød musikken og rummet.
Som altid, en fantastisk ceremoni styret af Shamanerne Bjarne og Synne. De sang og chantede mange velkendte Peruvianske remser og sange – blandet med regnskovens lyde og trommer, og til tider perfekt tilpasset musik, fra de potente højtalere.
Timerne gik, og inde i mig, kunne jeg mærke at mit lille ego var SUR over, at der ikke kom nogen lektion fra Ayahuasca. Skuffet. Hvor er mine visioner? Hvad så med min intention? Var den ikke god nok? Var den ikke ærlig?
Ceremonien var på det sidste, og de søde guides kom ind med frugt og friskt brød med bl.a. ost, som jeg elsker. Jeg åd begærligt af frugten, og tog en bid af ostemadden. Frugten var ikke den samme -nærmest religiøse- oplevelse som frugt plejer at være efter Ayahuasca. Men ostemaden smagte mig SLET ikke. Jeg stillede den på gulvet ved siden af min madras. Lagde mig ned. Signalerne var der prompte i maven!
I løbet af ceremonien havde jeg lavet nogle mundbevægelser som jeg ellers aldrig gør. Min ex-kones mundbevægelser. Jeg ”VAR” hende. Jeg griber baljen, sætter mig op, og SPULER bræk op. Had-til-ex-kone-bræk.
Så lægger jeg mig udmattet, og prøver at sove.
Jeg tænker at jeg nok skal prøve at tale med hende. Prøve om jeg kan komme forbi hendes enorme forsvarsværker. Kan vi slutte fred på en måde?
Det skal prøves endnu en gang, beslutter jeg. Nu har jeg jo brækket mit had til hende op. Jeg mærker efter, og føler intet for hende. Heller ikke hadet, som ellers var steget i styrke, de sidste mange måneder.
Så starter rejsen. Den er utydelig. Måske fordi jeg er for træt? Noget med ”tålmodighed”, er mit take away.

Lørdag 24.sept.
Inden dagens ”Breath work” workshop, går jeg ud bagved det lille nedlagte landbrug, hvor retræten holdes. Der er en bakke. Vejret er mildt. Jeg går i bare tæer op gennem græsset til toppen af bakken, hvor der står en bænk. Jeg beslutter mig for at sidde der lidt. I det øjeblik jeg sætter mig, lander en rød guldsmed på mit højre lår. Jeg sidder helt stille og betragter den. Den drejer hovedet lidt et par gange, og justerer placeringen af 1 af dens seks ben. Jeg tror det er en hun. Den har en flot matrød farve. Den sidder og suger lidt sol til sig, tydeligvis. Dens fire vinger er vildt flotte. Det er en perfekt skabning.
Der går måske 2-3 minutter, hvor jeg bare stirrer på hende. Betragter hende. Så flyver hun hurtigt videre.
Jeg lægger mig på ryggen i det halvhøje græs, og nyder udsigten til den blå himmel der hvor der er huller mellem skyerne. Et par måger cruiser nonchalant hen over mig. Jeg overvejer i et kort øjeblik om den ene har tænkt sig at skyde en lort efter mig. Det skete ikke. Peace! En stæreflok sværmer et stykke væk, og en flok råger råber flabede skældsord efter nogen. Måske en kat.
Jeg går ind igen. Klar til Breath work.

Det er en løjerlig ting. Jeg har prøvet det en gang før. Det er pisse hårdt lige at komme i gang med det. Derudover er det også bare noget virkeligt besynderligt noget:
HØJ rytmisk musik. Du ligger på ryggen, og trækker vejret HELT ned i maven og ånder helt ud. Hurtigt. Uden pause. I takt til rytmen. Det går der 1 til halvanden time med. Lyder det åndsvagt? Ja, det syntes jeg også.
Men der sker noget, som er ret syret. Blodet bliver overfyldt af ilt, og det giver en meget meget interessant effekt!
Den her gang var effekten meget vildere, end første gang jeg prøvede det:
Efter et ukendt stykke tid, begyndte begge hænder at krampe. Det er helt normalt. De trækker sig sammen og bliver lamme. Ukontrollérbare. Man fortsætter bare. Efter noget tid begynder det at gå over, og man genvinder følelsen og kontrollen med hænderne. Jeg fører hænderne sammen foran mit ansigt. Det hjælper at jeg kan mærke hænderne mod hinanden. Håndfladerne er mod hinanden, som om jeg beder. Så beder jeg også lidt. Hvad beder jeg om? Kan ikke samle mine tanker – ÅND IND. ÅND UD. IND! UD! IND. Jeg begynder at hulke. Jeg tænker kun på vejrtrækningen. Hold takten. Inde bag mit blindfold, stirrer jeg med kuglerunde øjne ind i intetheden mens jeg trækker vejret DYBT. HURTIGT. Så griner jeg også lidt hysterisk. IND-UD-IND-UD-IND…
Jeg fornemmer planter på begge sider af min torso.
Der er et meget lille lysende spædbarn foran mig. Jeg holder barnet op mod himlen. Som for at vise barnet himlen. Og vise himlen mit barn.
Jeg er holdt op med at trække vejret. Jeg stirrer med udspilede øjne ud i intetheden. Min mund står vidt åben. Jeg måber. Umuligt at trække vejret.
Mine arme laver bevægelser som om de trækker noget ned mod min mave. Først venstre hånd, så højre hånd. De trækker det ned mod min mave. Igen og igen.
Min venstre arm stivner med albuen nede på madrassen. Underarmen er stadig oprejst. Det strammer i musklerne. Jeg skriger lidt. Hvad sker der? Der vokser noget op gennem min albue. Op gennem underarmen. Ud gennem fingrene. Først gør det ondt. Eller det er en mærkelig ny fornemmelse. Den anden arm sidder også fast nu, og stivner. Når grenene vokser op gennem fingrene, føles det virkelig skønt. Det er ikke ubehageligt længere. Det er rigtigt skønt. Træerne vokser. Det er nærmest orgasmisk. Eller guddommeligt?! Jeg hæver albuerne fra madrassen, fordi træerne bliver så høje. Jeg er fuldstændigt overvældet. Det her har jeg aldrig prøvet før. Knib mig i armen, havde jeg nær sagt – hvis jeg kunne ytre et ord. Det eneste jeg kan få ud, er noget stønnen. Og måske lidt rallen. Jeg aner det ikke. Men min underkæbe er mentalt tabt langt ned mellem knæerne. Der bliver efterår, og grenene krøller sig sammen. Fingrene er ikke længere stive grene, men bøjede blade. Visne.
Jeg er tilbage. Det fortager sig stille og roligt. Jeg sveder som en hest. Mine arme falder slapt til jorden. Hold da kæft jeg har det godt.
Hvornår skal vi spise?

Søndag 25.sept.
Inspireret af pointen fra sidste ceremoni; det med at jeg skal huske at være tålmodig, har jeg besluttet mig for kun at tage ET glas Ayahuasca denne gang. Det er faktisk første gang at jeg kun tager et enkelt glas.

Det er en meget rolig rejse. En form for eventyr. Lidt fraktaler viser sig, efterfulgt af flotte udsigter og festlige billeder af et travlt gammelt Romersk marked, blandt andet. Men jeg ser det hele meget utydeligt. Det er som om jeg skal få øje på det, gennem et lagen der hænger til tørre i solen. Jeg kan skimte det hele gennem lagenet.
Når jeg vrider mig lidt på madrassen ind imellem, for at ligge lidt bedre, føler jeg det som om jeg er et stort insekt.
Der var noget med at jeg har en dyb sorg gemt væk. Jeg ser sorgen som en sort klump, og et lille insekt arbejder flittigt med at dække den godt til.
Jeg spekulerer over hvad det er for en sorg? Det kender jeg ikke noget til. - Har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
Er det endnu et traume fra barndommen? Intet svar. Nå men det kan vi vel også vende tilbage til? Opgaven er det med X-konen. Jeg skal bede om tilgivelse.

Så er det forbi, og de trofaste, vanvittigt søde og dejlige guides kommer med frugt. Og det er det bedste frugt i hele mit liv. Vandmelon, Appelsin. Vindruer. Gud elsker Morten! Så kommer der ostemadder også! Life is GOOD!

Hele holdet fejrer den overståede ceremoni. Vi holder en fest – og musikken er IT’S MY LIFE. Den Russiske version :D
Alle danser. Jeg plejer aldrig at føle mig tilpas med at danse. Eller rettere, spjætte til musikken. Men lige nu. Nu giver jeg den fuld gas. Jeg er en del af gruppen. Sådan rigtigt. Jeg giver den fuld polka og spjæt-mazurka. YEEEEHAAAA!

Mandag 26.sept.
Der er integrationscirkel, og Bjarne har noget godt feedback til mig, vedrørende X-Kone sagaen.
Snart derefter er jeg nødt til at tage af sted, inden cirklen sluttes, så det er jeg lidt ked af. Men jeg MÅ afsted, ellers kommer jeg for sent til færgen tilbage til Jylland.
På færgen sidder jeg bagved bedstemor og hendes barnebarn Rebecca. En sød lille lyshåret pige med brune øjne. Pigen er meget entusiastisk og livlig. Vi sidder ved vinduet, så vi kan se at vi sejler. Og der er bølger. Med skum på. Meget skum! ”Hvorfor det, bedstemor?” Rebecca sidder uroligt, og bedstemor maner til ro, ”for de andre passagerer gider måske ikke alt den larm”. Jeg har haft øjenkontakt med Rebecca et par gange. Vi smiler til hinanden.
Jeg har et blødt hjerte for især små børn. Lige der, hvor de er så fulde af liv og nysgerrighed.
Det er en fornøjelse. Bedstemor kigger tilbage på mig gennem revnen mellem sæderne, undskyldende.
Jeg læner mig frem og spørger Rebecca hvor gammel hun er. Fire år, så hun er en stor pige! - Ja, det må jeg give hende ret i. Jeg fortæller hende at det er rigtigt nok hvad bedstemor siger: Man skal ikke genere andre passagerer! Men lige i dag. Og lige nu hvor det er mig som sidder bag ved. Så må hun gerne larme, og bumpe med sædet.
Vi hygger os godt sammen på hele turen. Bedstemor, Rebecca og mig. Jeg føler mig virkelig lykkelig over at de valgte pladsen lige foran mig. Lykkelig over ikke at sidde der alene. Jeg er ikke alene. Hvad er det der sker inde i mig?

Jeg siger farvel, og god ferie i bedstemor og bedstefars sommerhus. Tak for godt selskab! Alle vinker.

Færgen lægger til land i Århus, og jeg giver den gas, nordpå. Da jeg rammer motorvejen, synes jeg det er tid til noget musik. Der er noget Dire Straits. Fede sange. Jeg spoler lidt. Billy Idol! Yay. Jeg begynder at synge med. Sådan virkeligt synge. Ikke sådan noget hygge-synge. Eller gøre-nar-synge. Jeg SYNGER.

Jeg er kommet hjem, og sidder på computeren for at lede efter en sang, som jeg tror jeg relativt nemt kan lære at synge udenad. Efter ret kort tid, finder jeg den rigtige.
Jeg synger mens jeg sidder i sofaen med laptoppen foran mig (med sangteksten på skærmen).
Det her er så fedt og dejligt. Jeg har lyst til at ryge. Jeg ryger et lille hoved af min hjemmedyrkede.
Jeg bestemmer mig for, at jeg skal stå op at synge – så jeg virkelig kan give den 100%.
Jeg SKRÅLER i 4-5 timer nonstop. Samme nummer, igen og igen på repeat. Og danser. Sådan som jeg aldrig har sunget og danset før. Jeg føler mig fri. Og GLAD. En glæde jeg aldrig i mit liv, nogensinde har oplevet. Det kommer frem, når jeg virkeligt synger. Og min krop bevæger sig til musikken. Wow!
Hvis nogen havde sagt til mig, bare i går, at jeg nu ville stå sådan her – ville jeg ALDRIG tro det!
Nogen har hapset noget kode ud af min hjerne, og erstattet det med DET HER. Jeg synger, og oplever en helt ny følelse inden i mig.

AYAHUASCA = PLANTEMEDICIN!

Hør her: Jeg har prøvet masser af stoffer, og røget bøttevis af pot og hash i tidens løb. Jeg har drukket liter efter liter af vodka, whisky og øl. ALDRIG har jeg virkelig sunget, og nydt det. Aldrig, nogen sinde. Hverken ædru eller påvirket. Det har højst været noget med at pjatte lidt, og så hurtigt væk.

No fucking way det her er sket med mig?! Det er så syret!

Nu får jeg en mistanke:
Den store sorg. Er det min X-kones og mit barn, som døde inden det skulle fødes?
Det ved jeg ikke endnu. Men det slog mig bare..